Familieportræt

Malerierne her, af min mor, far og jeg, er lavet af Jesper ”Jokeren” Dahl.
Han sendte dette billede af dem til mig, med en tekst om hvordan han ofte har været inspireret af min far. Jeg kan godt lide billederne…
Og Jesper har nok ramt mere plet med dem, end hvad han har forestillet sig.

Læg mærke til, at vi ikke er på det samme billede, men hver vores.
Sådan var vi også i virkeligheden. Vi mistede forbindelsen til hinanden, i takt med at et 4. familiemedlem flyttede og tog al pladsen; kong Alkohol.

Min far blev kemisk afhængig, og min mor og jeg blev det man med psykologiens termer kalder medafhængige. Vi blev alle triste, utrygge, bange, vrede, bekymrede og stressede og havde intet sprog for det.

Der var og er mange som Jesper, der holder meget af, og ser op til min far. Han havde status som en stor mand og stor digter. Jeg synes også at han var suveræn på sit felt, men har var altså også bare et almindeligt menneske.

Det glemmer vi bare ofte at status-mennesker er.

Jeg tror at dèt har meget at gøre med, at vores familie gik ned, uden at nogen
greb (tilstrækkeligt) ind.

Alkoholisme er en meget alvorlig sygdom, og man bliver ikke rask uden en slags intervention og behandling.
Men hvem kan eller tør intervenere i et status-hjem? Hvem tør risikere det? For der er meget på spil; social eksklusion, fyring, beskyldninger om at lyve, for at nævne et par eksempler.
Og hvem i et status hjem tør række ud? Hvem tør at risikere det? For der er meget på spil; at vise sig sårbar, at miste sin status, sin indtægt, at blive skammet, for at nævne et par eksempler.

Men hvad så, og hvad så med børnene?

Jeg tror at det starter med, respektfuldt at italesætte at også pæne mennesker kan ende som afhængige eller nødstedte. At også helte har nuancer, at ingen er perfekte, og at alle uanset indtægt eller klasse kan få brug for støtte.

Og det gælder om at holde fokus på børnene. Uanset hvem deres forældre er, må vi som pårørende handle hvis vi har fornemmelsen af eller visheden om, at en familie er ude på dybt vand og et barn kan være i klemme.
Vi kan gøre det direkte, eller via en anden instans. Men fremfor alt ikke lægge os til at sove om aftenen, uden at have reageret.

Her er steder du kan søge hjælp og information som pårørende eller hvis du er i tvivl om du selv drikker for meget :

Dansk Misbrugsbehandling // 7010 0303

Al-Anon

Frederiksberg Centeret // 3834 1303

Lidt for meget // 2055 4243

Dansk center vedrørende alle afhængigheder // 3323 3303

Du er også velkommen til at skrive til mig
lotus@lotusturell.dk